fifth love: Min bedste ven- siiigurd

Min hund betyder nærmest alt for mig. Han er altid glad, og kan gøre mig glad også til hver en tid. Så rart når man har en dårlig dag. Derfor savner jeg ham meget når jeg er i Århus, for han bor hjemme ved mine forældre. Det er faktisk sådan at jeg fik ham i fødselsdagsgave for 1 1/2 år siden. Jeg har hele mit liv været bange for hunde, så slemt at jeg til sidst ikke turde gå udenfor min egen dør, og frygt for at blive overfaldet af en hund. Jeg havde altid frygten i baghovedet når jeg var ude. Jeg bar aldrig noget der dinglede, jeg hørte ikke musik og når jeg cyklede eller gik, tænke jeg på hvordan jeg ville overleve et møde med en hund på netop det sted jeg gik. Som f.eks. det træ er så højt dvs. at så høj end hund kan nå mig/ikke nå mig. Jeg startede til terapi for tre år siden. Det første trin jeg startede med, var at kigge billeder af hunde i en børnebog sammen med min psykolog. Ikke engang det kunne jeg. Jeg græd og sad og rystede af skræk, selvom det var en billedbog af hunde. Jeg var langt ude med min hundeangst. Det sidste trin i min behandling et år efter jeg startede, var at anskaffe mig en hund. Jeg har ikke fortrudt det nogensinde! Jeg kan stadig blive skræmt og ræd for ham, sådan at jeg begynder at græde og ryste, og hvor et familiemedlem tager ham ind i et andet rum end jeg er. Jeg har lært at acceptere at jeg nok aldrig vil være 100 % dus med hunde. Jeg kan helt vild godt lide Sigurd, men jeg er stadig bange for at skulle møde fremmede hunde, men jeg gør stadig fremskridt hver dag i form af at hilse på en fremmed hund på gaden (hvis altså den ser sød ud). Men her er nogle billeder af min Sigurd. Så sød. Så rar. Så glad. Så glad for at være sammen med sin familie og hygge.